Bagsværd Sø skal være dybere og længere til VM i kano og kajak om tre år.

HedeDanmark skal etablere udenomsarealerne, når Bagsværd Rostadion skal moderniseres og gøres klar til VM i 2021. Arbejdet inkluderer en udvidelse og uddybning af Bagsværd Sø og går i gang i september 2019.

Omdrejningspunktet for HedeDanmarks arbejde er at lave en dybere og længere sø samt nye tribuner. Der skal også bygges et helt nyt rocenter og et dommertårn. Samlet forventes det at koste 134 millioner kroner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi går til enhver opgave med samme indstilling - at vi skal forløse visionen og ønskerne fra arkitekt og bygherre. Moderniseringen af det nye rostadion er et unikt projekt, som stiller krav til vores faglighed og projektledelse. Vi ser frem til at være med til at skabe et rostadion i verdensklasse, hvor omgivelserne også får et grønt løft, så også landbårne motionister og de lokale borgere kan få glæde af at færdes omkring det ny stadion, siger Claus Lorenzen, regionschef i HedeDanmark.

Til både elite og bredde

Det nuværende rostadion lever ikke op til nutidens krav, men med det nye rostadion får såvel eliteroerne som fritidsroerne både træningsfaciliteter i international topklasse og et stadion, der står klar til at lægge baner til VM i kano og kajak i sprint i 2021.

Opgaven blev vundet i konkurrence med fire prækvalificerede virksomheder. Den omfatter både en udvidelse og oprensning af Bagsværd Sø, etablering af nyt baneareal og træningsfaciliteter, en tribunebakke med tilhørende rutsjebane samt ny præmiebro, bådfartsbro og opholdsbroer.

- HedeDanmark var ikke bare bedst på pris, men har også overbevisende erfaringer fra lignende projekter. For alle os, der går op i at sikre forholdene for både elite og bredde inden for rosport, er det glædeligt, at vi har fået en samarbejdspartner i HedeDanmark, som har erfarne folk på de kerneområder, der skal arbejdes med, så vi i 2020 kan byde indenfor på Danmarks nationale rostadion, siger Erik Jæger, formand for Fonden Danmarks Rostadion, der i samarbejde med Bagsværd Sø og Gladsaxe Kommune er bygherrer på projektet.

AART Architects har tegnet det nye rostadion i tæt samarbejde med blandt andet Elkiær + Ebbeskov Arkitekter, LIW Planning og Viggo Madsen Rådgivende Ingeniører. Ydermere er Rambøll bygherrerådgiver.