Hollandske Precision Makers har valgt at indstille udviklingen og salget af førerløse plæneklippere ved udgangen af 2018.

Igennem de seneste år har interessen for førerløse plæneklippere været stigende, og én af de producenter som har været længest fremme med teknologien, er hollandske Precision Makers.

Udstyret fra Precision Makers gør maskinerne selvkørende, så de kan arbejde i 24-timers non-stop drift, hvilket sparer på lønomkostningerne på eksempelvis golfbaner, når mange hektar fairway regelmæssigt skal slås. Ved hjælp af GPS-systemer kan Precision Makers maskiner og teknologier automatisere arbejdsopgaver med stor præcision og udføre dem på alle tider af døgnet, så arbejdet ikke er til gene for golfspillere på banen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Service fastholdes

Semler Agro er den danske forhandler af Precision Makers, og her sporer man en smule skuffelse hos Morten Skau Foged, Semler Agro Solutions, som har været en af drivkrafterne bag det førerløse projekt, hvor man i december viste den førerløse John Deere 8R-traktor på dansk grund

- Det er en beslutning som desværre er taget i Holland hos Precision Makers, og derfor kan vi ikke gøre det store ved det. Vi fortsætter dog salget til 31. december 2018, hvorefter vi fortsat kan levere service og vedligehold af systemerne. Precision Makers fortæller også, at man 10 år frem i tiden fortsat vil servicere de nuværende systemer og sørge for at holde alle enheder kørende, som bliver solgt frem til 31. december 2018.