Beboerne i Ørestad bliver i løbet af det næste halve år beriget med en ny, grøn oase med navnet Hannemanns Park, der kommer til at ligge foran Rambølls domicil i Ørestad.

Rambølls stifter Johan Hannemann, der sammen med Børge Rambøll stiftede virksomheden i 1945, lægger navn til parken, og det bliver Rambølls egne ingeniører og landskabsarkitekter, der skal stå bag de arkitektoniske streger i projektet. Det skriver Rambøll i en pressemeddelelse.

Mandag blev det første spadestik taget af koncernchef Jens-Peter Saul, der er begejstret for de nye planer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Rambøll eksisterer for at bidrage til en langsigtet, bæredygtig udvikling af samfundet, hvor mennesker og natur trives. Det ønsker vi ikke kun at skabe ude i verden på vores mange projekter, men også foran vores eget hovedkontor, der skal forvandles fra en grå, livsforladt plads til en oase med liv og grøn bevoksning, hvor områdets beboere og Rambølls medarbejdere kan mødes i det daglige. Med projektet viser vi, hvordan en grøn, naturbaseret byudvikling kan sikre og styrke den fortsatte by- og livskvalitet i Ørestad, som er under rivende udvikling. Vores ambition er at skabe et smukt og indbydende åndehul, trygt og værdifuldt for borgerne, siger Jens-Peter Saul.

En grøn makeover

Områdets største udfordringer, som Rambølls ingeniører skal løse, er den dominerende sydvestenvind, der kan skabe kastevinde på pladsen samt støjen fra motorvejen, metro og kystbanen, der er blevet en naturlig del af hverdagens lydkulisse i området.

- Det største problem ved pladsen er, at støjen og vinden ikke får nok modspil, siger Neil Hugh Mclean Goring, der er Rambølls projektleder på Hannemanns Park.

Hovedgrebene i den grønne makeover består derfor i at skabe et opholdsareal med bænke, 300 træer og anden bevoksning, samt kanalen, der bugter sig gennem området, som vil løse flere af problemerne samtidigt. Korrekt placeret vil træerne skærme for vinden og reducere vindhastigheden betydeligt, som Rambølls ingeniører ved hjælp af modellering har analyseret, hvor kommer fra. Derudover vil beplantningen bidrage til, at arealet kan understøtte den biodiversitet, der ofte bliver glemt i udviklingen af vores byer i dag. Og endelig vil det nye lydbillede fra bladenes raslen, fuglekvidder, vandets rislen fra kanalen og snakkende mennesker give støjen fra forbrændingsmotorer og friktionen mellem asfalt og bildæk konkurrence.

- Man maskerer så at sige støjen fra de store trafikstøjskilder med andre mere behagelige og naturlige lyde og reducerer på den måde, hvordan de generende, højfrekvente lyde i området opleves, fortæller Neil Hugh Mclean Goring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Derudover vil området også indeholde en rensebiotop, der opsamler regnvandet fra det flisebelagte areal foran domicilet i et bed med specialdesignet muld, som kan rense vandet fra tungmetaller og miljøfremmede stoffer, inden det ledes ud i kanalen.

Projektet forventes at stå færdigt i foråret 2019. det er støttet af Rambøll Fonden, Rambøll samt By & Havn, og udvikles i samarbejde med Metroselskabet, Malmos, Ørestads's Grundejerforening, Vandlaug og By & Havn.