Pullerter skal overtage de klassiske betonklodser, og falsk tryghed skal igen blive til tryghed.

Lastbiler har været et af de primære redskaber i terrorangreb de seneste år. Både Berlin, Nice og Stockholm har været ramt, og især i sidstnævnte var der kritik af de såkaldte betonklodser, som ikke kunne holde angrebet tilbage.

Det prøver det danske firma PPG at gøre noget ved. Overalt i Danmark står deres pullerter, som er en stang, der under jorden er støbt i beton. På den måde er den urokkelig.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er fast forankrede og crashtestede, hvilket er modsat de her betonklodser, som bare står på jorden, og som nemt flyver væk, hvis der kommer en lastbil kørende i høj fart. Man forankrer næsten aldrig betonklodser, for de skal være flytbare, siger Steffen Johnsen, der er landechef i PPG.

Sikringen er for svag

Firmaets pullerter bliver crashtestet af lastbiler, der kommer kørende med cirka 80 kilometer i timen. Her står de fast, men Steffen Johnsen indrømmer alligevel, at der er en ubekendt faktor, hvis køretøjet kommer hurtigere.

- For at være sikker skal man i stedet gøre noget for, at den her lastbil ikke kan komme op i højere fart. Det kunne være ved at organisere pullerter på en anderledes måde eller ved at have betonklodser, som sænker lastbilen, siger Steffen Johnsen.

Den holdning deler Københavns Politi, der dog ikke kender til pullerter i hovedstaden.

- PET er kommet med nogle anbefalinger, og på den baggrund har vi udmøntet de foranstaltninger på de steder, hvor vi taktisk har vurderet, at det var nødvendigt. Den anbefaling kom efter angrebet i Berlin, og der skulle vi tage den hurtigst mulige løsning. Der satte vi betonklodser op, og dem prøver man så løbende at udskifte med nogle lidt pænere ting som blomsterkrukker eller cykelstativer. Men pullerter har vi ikke i byen, siger ledende politiinspektør ved Københavns Politi, Peter Dahl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Steffen Johnsen er dog stadig ikke helt tilfreds med den danske sikring, som ifølge ham kan blive bedre.

- Den danske terrorsikring kunne se langt bedre ud. Der er ikke faste, danske guidelines i, hvordan man sikrer sig imod angreb, og det er lidt en orientalsk bazar, hvor mange byder sig til med løsninger som betonklodser, der skaber falsk tryghed. Men jeg tror samtidig, at vi skal blive endnu dygtigere til at sælge vores egne løsninger. Til sidst er der også noget økonomi i det. Vores produkt er måske lidt dyrere end de andre foranstaltninger, men så er det spørgsmålet, om man kan gøre menneskeliv op i penge, siger landechefen.

Umuligt ikke at være på bagkant

Lastbilangrebet mod Nice i juli 2016 var det første af sin slags, og da det skete, var det en helt ny type af angreb. Derfor afviser Steffen Johnsen ikke, at der pludselig kommer en ny type terror.

- Man skal holde sig orienteret. Men jeg vil ikke afvise, at terrorens form kan ændre sig som en kamæleon. Vi får nogle anbefalinger fra PET, og selvom det et eller andet sted er min opgave at forudse fremtiden, så kan det være umuligt. Vi står i en foranderlig situation, og vi ved ikke, om teknologien rammer os først, siger Steffen Johnsen og fortsætter:

- Jeg kan ikke gå ind og nævne et sted og sige, at lige præcis hér, har det reddet liv. Men jeg kan se nogle steder i udlandet, hvor der er blevet sat pullerter op efter angreb.

Artiklen fortsætter efter annoncen

PPG har blandt andet terrorsikret det tyske fodboldstadion Allianz Arena med pullerter, der omkranser hele området.