For første gang var der et område målrettet golf på Maskiner Under Broen.

MIDDELFART: Maskiner Under Broen havde i år også deltagelse af golfsporten, da Danish Greenkeeper Association, DGA, havde valgt at holde deres DGA-demo-dage samtidig.

Det blev en stor succes vurderer DGA-formand Jesper Kristensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er positive, og golfleverandørerne synes det samme. De er glade for, at det er de rigtige mennesker, der kommer til sådan en messe, og for vores vedkommende har der været en hel del greenkeepere, som har været begejstrede. Det har været over forventning, siger han.

Bredere udvalg af maskiner

DGA havde deres egen stand på messen, hvor et lille hjørne var målrettet de 25 udstillere, der havde med græs at gøre. Der var dog stadig masser af kontakt med folk fra andre brancher.

- Greenkeeperne har givet positivt udtryk for det faktum, at de kunne se andre maskiner end dem, der normalt er rettet mod deres område. Det er græsklippere eller gravemaskiner for eksempel. På den måde finder de ud af, at der er mere end én løsning på en arbejdsopgave, siger Jesper Kristensen.

Med hensyn til antallet af stande, var der dog ikke nogen stor forbedring. Til en normal DGA-demo er der mellem 22 og 30 udstillere. Til Maskiner Under Broen var 25 af de i alt 109 stande målrettet greenkeepere og groundsmen.

Igen næste år

Det var første gang, demo-dagen blev afholdt sammen med Maskiner Under Broen. Men hvis formanden selv kunne bestemme, var det ikke sidste gang.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Dagen blev normalt brugt som en firmaudflugt, hvor de besøgende havde en mindre købekraft. Der var et større strejf af hygge, end der var i dag, siger Jesper Kristensen. Han fortsætter:

- Vi vil igangsætte en undersøgelse blandt vores medlemmer om, hvordan de har opfattet dagen. Personligt har jeg ikke selv noget negativt at sige om messen, og jeg har heller ikke hørt noget negativt fra nogen af vores medlemmer. Så pilen peger mod, at vi kommer til at være på messen igen om to år, siger Jesper Kristensen.

Det er anden gang, Maskiner Under Broen er blevet afholdt.