En lastbilchauffør er omkommet i en arbejdsulykke ved Hovborg tirsdag formiddag i forbindelse med noget skovarbejde.

Tirsdag formiddag klokken 9.00 blev en 49-årig mand fra Hejnsvig dræbt i en arbejdsulykke på et område ved Grindstedvej nord for Hovborg.

Det skriver JydskeVestkysten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ifølge avisen var en stor skovmaskine kørt fast og skulle trækkes fri. Det blev forsøgt med en læssemaskine og et tov. Desværre kunne tovet ikke holde til den store belastning og sprang. Tovet svirpede tilbage og ramte føreren af gummigeden med så stor kraft, at han døde på stedet.

En ambulance blev tilkaldt, og Syd- og Sønderjyllands Politi rykkede senere ud til ulykkesstedet, hvor de med det samme kunne konstatere, at det var en sag for Arbejdstilsynet, der nu skal finde ud af, hvordan det kunne gå så galt.