Det er ved at være sidste udkald, hvis man vil have en stand på kirkegårdsmessen.

Kirkegårdsmesen på Mors har ikke mange ledige pladser tilbage til udstillere. Med 52 aftaler og 3 udstillere på vej nærmer arrangørerne sig de 62 udstillere, som de havde sidst.

Det beretter Ena Fuglsang, der er messens presseansvarlige.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det går strygende, som det plejer. Der er ikke så mange pladser tilbage, så vi kan nok kun få plads til 5 udstillere mere, måske 10 hvis de skal have små stande, siger Ena Fuglsang.

I år er omkring 85 procent af udstillerne gengangere, hvilket i tråd med det andet er, som det plejer. Fra Kirkegårdsmessens arrangører lyder det, at der ikke er nogen grund til at opfinde den dybe tallerken igen.

Den hyggeligste messe

Sidste gang Kirkegårdsmessen blev afholdt, var i 2016. Her kom omtrent 1000 mennesker forbi messen, som Ena Fuglsang fremhæver som den hyggeligste messe.

- Man skal helt sikkert komme for det sociale. Det er næsten kun kirkegårdsgravere, der kommer på messen, og det kollegiale selskab er virkelig godt, siger Ena Fuglsang.

Af udstillere i år kan blandt andet nævnes Sønderup Maskinhandel, Stemas og Jordbrugets Uddannelsescenter Aarhus.