Stenhuggeriet Ehlert Stenhuggeri ved Aabenraa er per 1. juli en del af Danske Stenhuggerier

-Jeg glæder mig til at kunne ekspandere forretningen. Det at blive en del af en større virksomhed med egne fabrikker og granitbrud på Bornholm, giver mig og dermed mine kunder, større muligheder.

Det siger stenhugger Peter Ehlert, Ehlerts Stenhuggeri, på Møllevej i Holbøl, efter han med virkning fra 1. juli med assistance fra Bjarne Hansen fra Firmamæglerne i Aabenraa, har solgt sin forretning til Danske Stenhuggerier med hovedkontor i Nørre Snede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

59-årige Peter Ehlerts fik interesse for at arbejde med sten for godt 20 år siden. Han specialiserede sig i figurer og vandkunst til både private haver, større offentlige anlæg og institutioner.

-Jeg har aldrig sagt nej til en udfordring, siger Peter Ehlert, som ser frem til den sparring og de innovative tiltag, som han nu får adgang til. Gennem årene har han skabt figurer, fontæner og vandkunstanlæg, som i dag sætter sit præg på omgivelserne ved en lang række sønderjyske plejehjem.

Det skriver Ehlert Stenhuggeri i en pressemeddelelse.

Fortsætter som daglig leder

Peter Ehlert fortsætter som daglig leder af forretningen i Holbøl med udstilling lige ud til den trafikerede landevej mellem Aabenraa og Kruså.

I 2006-2007 kom krisen. Dermed forsvandt en del af markedet for figurer og vandkunst, og han begyndte at fremstille gravstene. Lige siden er omsætningen steget år for år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

-Vi overtager et velrenommeret stenhuggeri, som har et stort udviklingspotentiale, siger adm. direktør Carsten Christensen, Danske Stenhuggerier. For os har det været vigtigt, at Peter fortsætter som daglig leder. Vi lægger stor vægt på en lokal forankring, og virksomheden vil fortsat hedde Ehlert Stenhuggeri.

Danske Stenhuggerier er grundlagt i 1983. Selskabet beskæftiger knap 200 medarbejdere. Sammen med søsterselskabet Zurface, der fokuserer på leverancer af stenmaterialer til byggesektoren, er Danske Stenhuggerier samlet i naturstenkoncernen DS Europe.

Zurface har enekoncessionen til at bryde og forædle granitter fra Bornholm. Det er granittyper som Blå Rønne, Paradis, Moseløkke og Helletsbakke.