Timans nye Tool-Trac 245S er klar til at blive vist frem for offentligheden.

Timan har udviklet en ny Tool-Trac, der både kan bruges som både redskabsbærer og minilæsser. Den nye Tool-Trac 245S har fået reduceret støjen med 4 dB, så den nu ligger på 79-80 dB. Det betyder, at den nu er under grænsen for høreværn.

- Den vigtigste forbedring ved den her maskine er, at lyden er blevet sænket med 4 dB. Det har vi gjort ved at isolere hjulmotoren fra chassiset og sat dem på gummiophæng. Det fjerner næsten transmissionsstøjen, og så tager det også en smule vibrationer, selv om der ikke er mange af dem i forvejen, siger Birger Pedersen, der er salgsdirektør hos Timan.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den nye Tool-Trac er blevet solgt i meget kort tid og lanceres for første gang rigtigt på Maskiner Under Broen i Middelfart til august.

Fleksibel maskine

Tool-Trac'en er, udover at være blevet gjort mere støjsvag, også en fleksibel maskine. Selv om det i sig selv er en redskabsbærer, er der også løftearm på, der kan arbejde op i 250 centimeters højde.

- Maskinen henvender sig til mange boligforeninger, kommuner og anlægsgartnere, der har brug for en redskabsbærer, men som også har brug for flere af de minilæsserfunktioner, som Tool-Trac kan løse. Løftearmen kan blandt andet monteres med pallegafler eller skovl med overfald, siger Birger Pedersen.

Maskinen kan desuden flytte sig med 30 kilometer i timen, har en lille venderadius og så har den et lavt tyngdepunkt, hvilket ifølge Timas gør den mere behagelig at køre i på ujævnt terræn.