Organisationer roser minister for at lytter og lave frit optag på anlægsgartneruddannelserne.

Den grønne branche kan ånde lettet op. Det sker efter undervisningsminister Merete Riisager (LA) har valgt at droppe den begrænsning på elevoptaget til en række erhvervsuddannelser, herunder anlægsgartner, der ellers blev indført sidste sommer.

Dengang lød der et ramaskrig fra branchen, heriblandt Danske Anlægsgartnere, som ikke kunne forstå, hvorfor ministeren ville begrænse optaget til et fag, hvor der nærmest var jobgaranti for de færdigudlærte. Begrænsningen bestod i, at højst 256 elever måtte starte på uddannelsens grundforløb uden uddannelsesaftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Men den kvote er altså fortid nu. Tidligere på måneden offentliggjorde Undervisningsministeriet nemlig hvilke erhvervsuddannelser, der skal dimensioneres, og her stod det klart, at anlægsgartneruddannelsen er fritaget for dimensionering i 2019.

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at Undervisningsministeren har lyttet og nu afskaffer en kvote, som, vi mener, er både helt unødvendig og potentielt skadelig for faget.

Direktør Michael Petersen

Danske Anlægsgartnere

Det er en beslutning, som vækker glæde hos Danske Anlægsgartneres direktør, Michael Petersen.

- Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt det er, at Undervisningsministeren har lyttet og nu afskaffer en kvote, som, vi mener, er både helt unødvendig og potentielt skadelig for faget. Der bliver brug for flere anlægsgartnere i fremtiden, ikke færre, og vores medlemmer skriger på faglært arbejdskraft. Derfor kan vi kan kun tage hatten af for ministerens lydhørhed, siger Michael Petersen.

Hos 3F vækker Undervisningsministeriets udmelding også begejstring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi uddanner dygtige unge til en branche i en spændende udvikling. Derfor er det vigtigt at de unge ikke oplever at blive bremset i deres uddannelsesvalg, siger Flemming Madsen, formand for Det Faglige Uddannelsesudvalg for Anlægsgartneri, bestående af 3F, Danske Anlægsgartnere og Byggeriets Uddannelser.

Arbejdet fortsætter

Beslutningen om at begrænse optaget på uddannelsen var grunden til, at 3F og Danske Anlægsgartnere sidste år iværksatte kampagnen "Vi uddanner fremtidens anlægsgartnere - Gør du?" for at få praktikvirksomhederne til at indgå flere uddannelsesaftaler. Målet var at få alle godkendte praktikvirksomheder til at indgå uddannelsesaftaler med elever inden grundforløbets 2. del eller indgå en mesterlæreraftale. Og det arbejde fortsætter, selvom historien nu har fået en lykkelig slutning og anlægsgartneruddannelserne igen frit kan optage elever til faget, fortæller Michael Petersen.

- Der er stadig virksomheder, som ikke tager elever. Der er stadig virksomheder, som ikke ved, at de bør indgå uddannelsesaftaler tidligt. Og ikke mindst er der stadig unge mennesker, som ikke er klar over, at der måske venter dem en langt sjovere og mere fri karrierevej med en erhvervsuddannelse så som anlægsgartner frem for at vælge gymnasiet, lyder det fra Danske Anlægsgartneres direktør.

Anlægsgartneruddannelsen vil fortsat blive vurderet en gang årligt af Undervisningsministeriet.