Halvdelen af fældet træ på verdensplan bliver brugt til ineffektiv afbrænding, lyder det fra programchef i FN.

Der er store udfordringer i forhold til træfældning og måden træet bliver brugt på, når man ser ud over hele verden. Det var budskabet fra Peter Iversen, programchef i FN, da han talte ved konferencen Build in Wood i København.

Han gav sit bud på status for mængden af skov på verdensplan, og hvordan det bliver brugt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- En stor udfordring er, at mere end halvdelen af det træ der bliver fældet på verdensplan bliver brugt til brænde, og det bliver brugt ineffektivt, sagde Peter Iversen.

En stor udfordring er, at mere end halvdelen af det træ der bliver fældet på verdensplan bliver brugt til brænde, og det bliver brugt ineffektivt.

Peter Iversen - programchef i FN

Generelt set bliver der plantet store skovområder, og det er Kina og Indien der trækker læsset, når det gælder plantningen af ny skov, mens det går tilbage i Sydamerika og dele af Asien. Udover at træ bliver fældet og brugt som brænde er der, ifølge Peter Iversen også andre udfordringer.

- Et andet stort problem er ulovlig fældning af træ, hvor områder derefter bliver brugt til produktion af eksempelvis cashew-nødder eller palmeolie, sagde han.

Flere klimafordele

Udover brugen af træ på verdensplan kom han også ind på oversete, men gavnlige effekter, træ har, når det bliver anvendt i byggeri.Ved at se på klimaeffekt ved brug af træ som byggemateriale, bliver kun en del af den reelle klimaeffekt, som træ har, dokumenteret.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Der er tale om en "usynligt", men positivt bidrag til CO2-regnskabet, når træ bruges i byggeriet, sagde Peter Iversen.

Han fremlagde eksempler på dokumentation fra Tyskland, der viser, at træ kan tillægges flere positive bidrag til CO2-regnskabet, end det, der normalt bliver registreret.

- Det er relevant at medregne forskellen ved udledningen af energi under byggeriet og ved driften af bygningerne, når træ brugt i byggeriet. Desuden kan reduktionen af CO2 ved selve materialevalget også medregnes i et klimaregnskab, sagde Peter Iversen.

Hans budskab var, at selvom det lagrede CO2 i træet bliver dokumenteret, er der nogle positive faktorer, der bliver overset.