Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier ser gerne, at regeringen opprioriterer det praksisfaglige i folkeskolens ældste klasser.

Det er positivt, at regeringen vil skubbe yderligere på at uddanne mere faglært arbejdskraft, skriver Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier i en pressemeddelelse.

Regeringen vil til efteråret kommer med nyt udspil, der skal få flere til at vælge og gennemføre erhvervsuddannelserne, fremgik det af statsminister Lars Løkke Rasmussens tale ved Folketingets afslutningsdebat.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Undervisningsminister Merete Riisager har efterfølgende sagt, at det bliver et "mangefacetteret udspil, som kommer til at løfte erhvervsuddannelserne samlet set og vil handle om både uddannelsernes kvalitet og deres fleksibilitet i forhold til, hvordan markedet udvikler sig."

- Lige nu er vi optaget af de politiske forhandlinger om en udskolingspakke, der skal opprioritere det praksisfaglige i folkeskolens ældste klasser. Her har vi store forventninger om en ambitiøs reform, da en tidlig indsats er helt afgørende for at få flere unge til at overveje at vælge en erhvervsuddannelse. At regeringen vil følge disse forhandlinger op af flere forslag med fokus på erhvervsuddannelserne ser vi frem til, siger Lars Kunov, direktør i Danske Erhvervsskoler og ?Gymnasier, DEG.

Mere praksisfaglig tilgang

I de igangværende forhandlinger håber DEG, at man vil inddrage den række af forslag, der allerede er kommet fra aktørerne til en styrkelse af den praksisfaglige indsats i folkeskolen.

Og her er det særdeles vigtigt, at politikerne ikke alene har fokus på praksisorienterede fag, men at det anvendelsesorienterede gennemsyrer alle skolens fag.

I forhold til efterårets regeringsudspil håber erhvervsskolerne, at regeringen også vil have fokus på tid. Det gælder både tid til kvalificeret vejledning, til at skabe ungdomsmiljø, så erhvervsuddannelserne opfattes lige så attraktive som de gymnasiale uddannelser af de unge og tid til, at de unge har reel mulighed for at gennemføre en erhvervsuddannelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På erhvervsskolerne har vi gjort os nogle erfaringer de sidste tre år med erhvervsuddannelsesreformen og dem håber vi, at politikerne vil inddrage, da det er dem, der danner grundlag for ovenstående ønsker om at fokusere på tid i et nyt udspil, siger Lars Kunov.