HedeDanmark går nu i gang med den sidste etape af arbejdet med en ny bypark i det socialt belastede boligområde Gellerup ved Aarhus.

Lys, luft og tryghed så langt øjet rækker. Det er stikordene for den bypark, som bliver det bankende, grønne hjerte i Gellerup og Toveshøj, og som nu næsten er klar til at blive taget i brug af områdets beboere.

Tilbage er kun to en halv hektar af parkens i alt ti hektar. Nu bliver de resterende hektar taget under kærlig behandling. Sådan skriver HedeDanmnark i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

HedeDanmark Anlægsgartnere er netop blevet udpeget til at lægge den afsluttende hånd på værket i anlæggelsen af byparken, og jorden bliver brudt i midten af maj.

- Byparken bliver blandt landets flotteste parker og den grønne rygrad i forvandlingen af Gellerup og Toveshøj til en attraktiv bydel. Vores ambition er at skabe en aktiv og levende park med mange aktiviteter, blandt andet to boldbaner, fitnessudstyr og uderum. Med masser af frugttræer, bærbuske og krydderurter kan man samle forskellige ingredienser til sin madlavning, siger Ole Bech Jensen, projektchef i Brabrand Boligforening.

Helt nyt udseende

Opgaven for HedeDanmark Anlægsgartnere er blandt andet at plante nye store træer, anlægge en kunstgræsplæne samt en fælles familiehave med højbede og krydderurter. En del af opgaven bliver også at etablere legeoaser, udendørs fitness-udstyr og et rundt fællesareal med bålpladser og fællesbænk.

- Vi er glade og stolte over at være blevet udset til at løfte en opgave, der kan være med til at give beboerne i Gellerup og Toveshøj en tryggere hverdag og bydelen et løft. Det er altid spændende at være med til at ændre et helt områdes udseende. Anlægsarkitekterne hos SLA har nytænkt måden at binde kvarteret sammen på, fortæller divisionsdirektør i HedeDanmark John Iskov.

Anlæggelsen af byparken kommer samlet til at koste 100 millioner kroner og sker som et led i den helhedsplan, som Aarhus Kommune og Brabrand Boligforening har lavet for Gellerup og Toveshøj.